Skadedyrlaboratoriet


BRUN TRÆBUK

 

 
 

  Foto:SSL
Brun træbuk, naturlig størrelse: 20-25 mm.

 

Den brune træbuk (Criocephalus rusticus) er en bille og hører ligesom f.eks. husbukken og violbukken til familien af træbukke (Cerambycidae). Stavelsen -buk hentyder til billernes lange kraftige følehorn, der godt kan minde om gedebukkehorn. Den brune træbuk er almindelige i fyrreskove over hele landet.

Den voksne brune træbuk er 15-25 mm lang og ensfarvet matbrun. Larven er bleg, trind og bredest fortil hen imod hovedet. Forrest på hovedet findes de mørke kraftige kæber, og i bagenden har den to små torne.

Biologi

De voksne biller er normalt fremme fra juni til august. Hunnerne lægger i denne periode deres æg i fugtigt fyrretræ - oftest i stubbe eller stammer, som er døde på roden. Larverne lever både i splint- og kerneveddet. Larvegangene i træet er brede, ovale i tværsnit og fyldt med boremel (larvens ekskrementer), der er så tæt sammenpakket, at det kan være svært at skrabe ud. Larverne kan leve i træet i flere år, inden de forpupper sig og forvandles til voksne biller. Den voksne bille forlader træet gennem det  flyvehul, den har gnavet i overfladen. Flyvehullerne er ovale og ca. 5´13 mm.

Skade

Larvegangene i træet kan repræsentere en teknisk forringelse af træet, men oftest vil den brune træbuk lægge sine æg i træ, der i forvejen er skadet af fugt. Det kan eksempelvis være brædder, som har ligget nederst i stakken eller fugtigt tømmer i huse. Brun træbuk kan også klække fra brænde, der i en periode har været opbevaret for fugtigt.

Forebyggelse og bekæmpelse

Forebyggelse mod angreb af brun træbuk sker ved at undgå, at træet fugtskades. Angreb i fugtskadet træ kan bekæmpes ved at tørre træet ud eller eventuelt  ved en behandling med et træbeskyttelsesmiddel der er godkendt til brug mod svamp, råd og insekter.


25. maj  2007