Skadedyrlaboratoriet


SNEGLE I HUSET

De snegle, der oftest træffes inden døre, hører til land-lungesneglene og har ikke noget hus.

Træffer man snegle inde i beboelsen, vil det i mange tilfælde være en kældersnegl (Limax flavus). Den er 7-10 cm lang, lysegrå med mørkere pletter og netagtige tegninger. Gråsneglen (Limax maximus) er en anden art, der også ofte findes i huse. Den bliver op til 15 cm lang, og den er også grålig, men tit med et rødligt skær. Forkroppen er marmoreret, mens bagkroppen har mørke længdestriber.

 

 
 

  Foto:SSL
Gråsneglen og dens krybespor
kan man ofte se i fugtige kældre

 

Biologi og skade

Kældersneglen og gråsneglen findes i eller nær beboelser, i kældre, udhuse osv. De fører en lyssky tilværelse, idet de normalt sidder skjult på fugtige steder, når det er lyst, og kun kommer frem om natten eller på mørke dage.

De er nærmest altædende og ernærer sig både af planter og dødt, dyrisk materiale. Æggene, der er ret store, lægges i sommerhalvåret. De anbringes i klumper under sten, brædder eller lignende steder, hvor de er beskyttet, og hvor der er fugtigt.

Sneglene gør i sig selv ingen fortræd. Deres forekomst kan dog være tegn på, at der er lovlig fugtigt enten i de rum, hvor de viser sig, eller i kælderen eller under gulvene.

Der kan også være noget galt med kloak eller afløb, så sneglene her har et tilholdssted, hvorfra der er adgang til bygningen. Gamle rørstrækninger, der ikke mere er i brug, og som ikke er blevet fjernet eller effektivt lukket, kan være arnested for en snegleplage.

Bekæmpelse

Da fugtighed også medfører en betydelig risiko for svampeangreb i husets træværk, bør man først og fremmest se, om der kan gøres noget for at forbedre ventilationen eller dræningen af grunden. Desuden bør man sørge for, at alle tagrender, afløb og nedløbsriste er i orden.

Disse forholdsregler vil normalt få sneglene til at forsvinde, men er det ikke nok, findes der i handelen sneglegifte, som kan lægges ud, hvor man ser sneglene eller deres krybespor. De kan fås bl.a. hos materialister og havecentre og er forsynet med udførlig brugsanvisning.

Giftudlægningen alene kan imidlertid ikke i det lange løb holde et hus frit for snegle, hvis de ovenfor omtalte fejl ved bygningen ikke bliver rettet.

Maj  2001